Portræt af en specialist
Allerede som barn vidste 27-årige Freja Elmer, at hun elskede at arbejde med træ og bygge med sine hænder. Alligevel gik der mange år, før hun fik modet til lægge sine fordomme på hylden og forfølge sin drøm om at blive bygningssnedker.

Da Freja Elmer som 16-årig afsluttede folkeskolen, besluttede hun sig for at videreuddanne sig til teknisk designer.
”Da jeg er ordblind, var gymnasiet hverken en overvejelse eller mulighed for mig. Men jeg havde brug for at bevise over for folk, at jeg sagtens kunne tage en uddannelse og få mig et ’godt’ job. Jeg forestillede mig, at jeg efterfølgende skulle videreuddanne mig til bygningskonstruktør,” fortæller Freja Elmer.
Som teknisk designer tegnede hun 3D modeller og fremstillede produktionstegninger til metalindustrien. Men efter en færdiggjort uddannelse, og et par års arbejde som teknisk designer i branchen, endte hun med at gå ned med stress. Det fik hende til at genoverveje, hvad hun brændte for i sit arbejdsliv:
”Jeg syntes stadig, det var spændende at tegne og nørde designet bag et håndværk, men motivationen for mit job som teknisk designer forsvandt, fordi jeg ikke selv var en del af produktionen. Arbejdstegningerne blev videregivet, og jeg så sjældent de fysiske produkter,” fortæller Freja Elmer og tilføjer:
”Jeg havde brug for at komme udenfor og bruge min krop og mine hænder. Derudover har jeg altid godt kunnet lide ideen om at være med i hele processen fra start til slut.”
Først der, tog Freja Elmer springet til at forfølge sin passion og påbegynde en håndværkeruddannelse:
”Allerede som lille syntes jeg jo, at det var skidesjovt at save, hamre og banke i træ eller papkasser. Jeg har altid elsket at finde på løsninger og været passioneret for at bygge. Men jeg turde ikke at gå håndværkervejen efter folkeskolen på grund af mine egne fordomme for faget,” fortæller hun og tilføjer:
”Jeg frygtede, at byggebranchen ikke kunne rumme mig, og at jeg ikke kunne få en læreplads. For jeg kendte ikke andre piger, der tog en håndværkeruddannelse, så derfor tænkte jeg, at jeg ikke var stærk nok til at kunne løfte og bære. Så jeg var bange for, at jeg aldrig ville komme til at føle mig lige så meget værd som mændene.”
”Det er fedt at være en del af et kvindeligt fællesskab i en mandsdomineret branche."
- Freja Elmer
På trods af sine egne fordomme fik Freja Elmer kun positive tilbagemeldinger, da hun tog beslutningen om at uddanne sig til bygningssnedker:
”Min familie sagde bare ’endelig!’ Allerede da jeg startede som teknisk designer, forudså min søster, at jeg ville ende med at gå håndværkervejen og uddanne mig til snedker eller tømrer. Derfor var min familie både støttende og begejstrede for, at jeg havde valgt at følge min passion,” fortæller Freja Elmer og tilføjer:
”Selvom jeg kan bruge mine erfaringer med design, konstruktion og planlægning i byggefasen, så ville jeg ønske, at jeg havde lagt mine fordomme på hylden og uddannet mig til bygningssnedker noget før. Det kræver meget tid og arbejde at blive en dygtig snedker, og der er hele tiden noget nyt at lære i faget.”

Freja Elmer har været i lære hos håndværksvirksomheden IDEBYG i sin hjemby Nykøbing Falster. I efteråret afsluttede hun sin svendeprøve og er nu flyttet hjem til Falster for at arbejde der som bygningssnedker-svend.
”Jeg var meget glad for at være i lære hos IDEBYG, hvor jeg fik rig mulighed for at arbejde på værksted og afprøve mine færdigheder på maskinerne,” fortæller hun og tilføjer:
”Det er fantastisk, at jeg nu arbejder der som udlært bygningssnedker. Jeg har masser gode kollegaer, og hver dag er aldrig den samme. Den ene dag reetablerer jeg fodpaneler efter et gammelt stykke. Den næste dag er jeg måske med til at reparere gamle møbler, lægge gulve eller gipsvægge. Jeg håber, jeg kan blive her så længe som muligt!”
Ved siden af sit arbejde som bygningssnedker er Freja Elmer også ambassadør for Boss Ladies; et projekt under foreningen Divers. Ambassadørkorpset består af ca. 300 kvindelige håndværkere i branchen:
”Det er fedt at være en del af et kvindeligt fællesskab i en mandsdomineret branche, hvor vi både kan dele positive erfaringer og udfordringer med hinanden. Vi hjælper hinanden med alt fra arbejdstøj til kvinder til barselsordning i branchen,” fortæller hun.
Som ambassadører for Boss Ladies ønsker de at være rollemodeller for unge piger og bidrage til at skabe større interesse for håndværkerbranchen. Freja Elmer fortæller, at hun gennem sin håndværkerprofil på Instagram har modtaget flere beskeder fra både unge piger og kvinder, der overvejer at tage en håndværkeruddannelse:
”Jeg håber på, at jeg kan inspirere flere af dem til at gå samme vej som mig. Havde jeg selv haft nogle kvinder at spejle mig i som 16-årig, havde jeg formentlig turde lægge mine fordomme om håndværkerbranchen fra mig og kaste mig direkte ud i at blive bygningssnedker noget før,” siger Freja Elmer og tilføjer:
”Jeg håber derfor, jeg kan være med til at nedbryde fordommene, så flere piger med interesse for håndværksfagene vælger at forfølge deres drøm.”
Du kan følge Freja Elmer på hendes håndværkerprofil @elm_snedker på Instagram. Her viser hun sin passion for håndværk frem og giver tips og tricks til snedkerarbejdet gennem sin egen #søndagssnedkerskole.
Til din arbejdsdag og opgaver. Vores passion for værktøj, beslag og alt det andet grej gør os til specialisten. Vi elsker at nørde og dele ud af vores viden. For vi arbejder hver dag for, at du altid kommer godt fra start.