Portræt af en specialist

Ildsjæl fra Lyngby Boldklub: "Vi hjælper de unge videre i livet gennem fællesskab om idræt"

I Lyngby Boldklub er Tue Lundøer drivkraften bag ’Startblokken’ – et projekt, der skaber konkrete forandringer i unges liv.

I Lyngby Boldklub er Tue Lundøer drivkraften bag ’Startblokken’ – et projekt, der skaber konkrete forandringer i unges liv.

Gennem samarbejdet mellem Lyngby Boldklub, Lyngby Kommune og Dansk Idrætsforbund (DIF) bygger han bro for unge mellem 18 og 29 år, der har mistet fodfæstet, så de kan finde vej tilbage til fællesskabet – og videre mod job eller uddannelse.

Projektet har til formål at skabe netværk og åbne døre for de unge gennem idræt og fællesskab. Som brobygger for Startblokken er Tue Lundøer med til at hjælpe dem videre mod et stabilt arbejdsliv.

”Vi tror på, at idræt kan gøre en forskel, både på banen og i livet. Vi bygger bro til foreningslivet, arbejdsmarkedet og uddannelsessystemet – og vi står ved de unge hele vejen,” forklarer Tue Lundøer.

Han har sin daglige base på Lyngby Stadion - et sted han selv har en stærk forbindelse til, da han har boet i Lyngby i mange år og været aktiv i både fodbold og badminton. Passionen for sport er den røde tråd i hans arbejde med udsatte unge:

“Sport er en fantastisk øvebane for livet. Her får de unge mulighed for at udvikle kompetencer, der kan hjælpe dem videre mod uddannelse og job,” siger han.

“Jeg har set, hvordan mennesker kan vokse med den rette støtte. Det er det, der virkelig driver mig.”

- Tue Lundøer, brobygger for Startblokken.

En brobygger med et stort drive

Udover sin passion for fodbold har Tue Lundøer knap 13 års erfaring med at arbejde med mennesker med særlige behov – herunder autisme, ADHD, depression og angst. Han har blandt andet været med til at udvikle inklusionstilbud på Københavns VUC og har som kompetenceudvikler gennemført samtaleforløb med nydiagnosticerede med aspergers hos Specialisterne i Ballerup.

“Jeg har set, hvordan mennesker kan vokse med den rette støtte. Det er det, der virkelig driver mig,” siger han.

Hans erfaringer bringer han nu ind i arbejdet i Lyngby Boldklub, hvor han beskriver sin rolle som den, der skaber forbindelser – både med civilsamfundet og superligaens energi.

Netop fællesskabet er afgørende for de unge:

“Mange har aldrig været en del af et stærkt fællesskab før. Her oplever de, hvordan det kan åbne nye døre og give dem muligheder, de ikke troede var mulige.”

No Image

Tue Lundøer (anden fra højre) og Startblokken i Lyngby Boldklub giver unge, der har mistet fodfæstet, en ny chance. Gennem sport, frivilligt arbejde og stærke fællesskaber får de redskaberne til at finde vej mod job og uddannelse – og en ny mening med hverdagen. Fotokreditering: Rasmus Falck, Lyngby Boldklub.

Idræt som løftestang til job og uddannelse

Startblokken er opdelt i fire faser, der hjælper de unge videre mod job eller uddannelse. Første skridt er at give dem ro, overskud og succesoplevelser gennem fællesskab og aktiviteter.

“Mange af de unge, vi møder, har kæmpet med stress og udbrændthed. Første skridt er derfor at give dem ro, overskud og succesoplevelser i hverdagen gennem sammenhold og sportsaktiviteter i vores klub,” forklarer Tue Lundøer, der både faciliterer fællesskabet og udvikler de pædagogiske strategier.

En vigtig del af Startblokkens anden øvebane er at give de unge konkrete erfaringer i klublivet:

“I Lyngby Boldklub løser de frivillige opgaver før og under vores superliga-kampe som at klargøre VIP lounge, rengøre madboder eller hjælpe til i baren. Det giver dem en forståelse af arbejdsfællesskaber og muligheden for at prøve sig selv af i forskellige opgaver,” siger Tue Lundøer.

Tredje øvebane handler om at skabe bro til job og uddannelse. Her samarbejder Tue Lundøer tæt med kommunen og lokale virksomheder.

“Jeg sikrer, at de unge får de rette muligheder efter forløbet i Startblokken og opbygger et netværk af samarbejdspartnere, der kan tilbyde praktik- og jobmuligheder. Jeg taler med virksomheder om, hvad vi kan, og hvordan vi hjælper de unge videre,” fortæller han.

I sidste øvebane står Tue Lundøer klar som mentor, når de unge er landet i et studie eller arbejde.

Vi vil gerne invitere flere virksomheder som Carl Ras til at være med til at gøre en reel forskel for de unge.”

- Tue Lundøer, brobygger for Startblokken.

Et arbejde med livsændrende resultater

Flere unge har allerede fået praktikpladser eller job gennem Startblokken, og for mange er det første gang, de oplever at være i arbejde. Men for Tue Lundøer handler det ikke kun om at få de unge i job – det handler om at give dem en ny identitet og mening med livet.

“Mange oplever for første gang at glæde sig til at komme på arbejde. Uden Startblokken ville de måske være blevet tabt,” siger han og understreger den konkrete forskel, projektet skaber:

“En deltager sagde til mig, at hun måske ikke ville være her i dag uden Startblokken. Det er et vildt resultat. En anden ung, der har kæmpet med flere diagnoser arbejder nu 20 timer om ugen i et ordinært job,” fortæller han.

En af Startblokkes samarbejdspartnere, der ejer flere virksomheder, har været aktiv i projektet. Efter en hel dag sammen med deltagerne fandt de et match med en ung deltager, der nu er ansat med henblik på en mesterlære.

“Netværk og arbejdspraksis er nøglen. Vi hjælper de unge med at finde en karrierevej og opbygge et arbejdsliv med reelle muligheder,” siger Tue Lundøer.

Fælles passion for sport og socialt ansvar

Carl Ras, som er hovedsponsor for Lyngby Boldklub, deler passionen for sport og socialt ansvar. Tue Lundøer ser et stort potentiale i at udvide samarbejdet og skabe større muligheder for de unge:

“Carl Ras har allerede et stort hjerte for sociale indsatser, og vi håber, at Startblokken kan blive en naturlig del af deres mission. Vi vil gerne invitere flere virksomheder som Carl Ras til at være med til at gøre en reel forskel for de unge,” siger Tue Lundøer.

Han påpeger, at Startblokken giver virksomheder, der ønsker at gøre en forskel, en konkret mulighed for at engagere sig:

“Virksomheder som Carl Ras, der er engageret i sociale indsatser, har en unik mulighed for at være med til at ændre liv. Startblokken er en kærkommen mulighed for at sige: ‘Lad os gøre en forskel sammen’.”

Carl Ras
Del: