Bæredygtigt byggeri
Genbrugstræ stiller krav – ikke bare til materialet, men til den, der arbejder med det. For Casper Kjerumgaard, tømrer, selvstændig håndværker og formidler med en stærk digital tilstedeværelse, handler det ikke om at arbejde hurtigere, men om at arbejde rigtigt.

Besøget er en del af Carl Ras’ arbejde med at sætte fokus på faglighed og løsninger, der skaber værdi for håndværkere i en branche i forandring.
Der dufter svagt af træ og støv i hallen, og lyden af sav og trin mod gulv lægger sig som en rolig baggrund. Ikke hektisk. Ikke samlebånd. Mere som et arbejde, der får lov til at tage den tid, det kræver.
Foran os ligger brædderne i bunker. Ingen er ens. Nogle mørkere, andre lysere. Nogle med mærker fra et tidligere liv. Andre med små skævheder, der først viser sig, når man får dem i hånden. Det er her, arbejdet begynder.
Lidt derfra står Casper Kjerumgaard sammen med Jesper Holmberg, Administrerende direktør og medejer af Genbyg. Brædderne kommer ud af høvlen én efter én, og de stopper begge op. De tager fat i træet, lader hænderne glide hen over overfladen, mærker strukturen og kvaliteten. Samtalen bliver lavmælt, næsten begejstret. Det er ikke noget, der bliver sagt højt – men det er tydeligt, at det er en taktil oplevelse. At kvalitet ikke bare ses, men mærkes.
"Det handler ikke om at være først færdig, men bedst færdig," siger Casper Kjerumgaard.

Et gulv tager form, bræt for bræt. Ikke med nye, ensartede materialer fra en palle, men med genbrugstræ, hvor hvert enkelt stykke kræver sin egen vurdering.
For Casper Kjerumgaard handler genbrug ikke om at gå på kompromis. Tværtimod oplever han ofte, at ældre træ har en kvalitet, der overgår det, man kan købe nyt i trælasten.
"Alt efter hvor gammelt det er, så oplever jeg at kvaliteten ofte er langt bedre. Og det betyder jo, at jeg kan bygge med en bedre kvalitet end, hvad jeg kan købe i en trælast."
- Casper Kjerumgaard
Hvor nye materialer inviterer til tempo og gentagelser, kræver genbrug noget andet. Her findes der ikke en standardløsning. Hvert bræt skal ses, vendes og vurderes, før det finder sin plads.
Det ændrer måden at arbejde på. Man kan ikke bare køre fremad. Man må standse op, justere og tage stilling undervejs.

Det er let at tale om genbrug som en genvej til bæredygtighed. Men i praksis er det sjældent sådan, arbejdet opleves.
Det er ikke nødvendigvis sværere – men det kræver en anden måde at tænke på. Hvor nye materialer er standardiserede, kræver genbrug, at man kan se mulighederne i det, man står med.
"Jeg ved ikke om det kræver mere af håndværkeren. Det kræver måske mere en kreative vinkel."
- Casper Kjerumgaard
Arbejdet begynder længe før første planke bliver lagt. Materialerne skal findes, vurderes og ofte bearbejdes, før de kan indgå i byggeriet.
Det er ikke ineffektivitet. Det er opmærksomhed.
Og det er her, håndværket bliver synligt.
Når man arbejder med genbrugstræ, ændrer blikket sig.
Materialet bliver ikke bare noget, man bruger – men noget, man må forstå. Hvert stykke træ har sine egne forudsætninger og sin egen historie.
Det kræver, at håndværkeren tilpasser sig materialet – ikke omvendt.
Samtidig stiller genbrug højere krav til fagligheden. Det kræver viden om materialernes oprindelse, behandling og anvendelse – og en forståelse for, hvornår genbrug giver mening, og hvornår det ikke gør.
"Genbrug kræver jo også en eller anden form for viden omkring, hvad det er, vi har med at gøre."
- Casper Kjerumgaard

Arbejdet tager længere tid. Det er der ingen vej udenom.
Der ligger timer i at finde de rigtige materialer, hente dem, tilpasse dem og få dem til at spille sammen. Det er en del af håndværket – og en del af regnestykket.
Til gengæld får man noget andet igen.
For mange kunder handler det ikke kun om funktion, men om fortælling. Genbrugsmaterialer bringer en patina og en historie med sig, som nyt træ ikke kan levere.
"Det de efterspørger, det er jo den her patina. Det er jo den her sjæl de får, frem for noget nyt."
- Casper Kjerumgaard
Det er også en udvikling, som Carl Ras i stigende grad møder hos kunder og samarbejdspartnere, hvor kravene til både kvalitet og bæredygtighed er i vækst.
Ifølge Casper Kjerumgaard er udviklingen allerede i gang. Spørgsmålet er ikke, om genbrug bliver en større del af byggeriet – men hvor hurtigt branchen formår at omstille sig.
Det kræver et skift i mindset. Både hos håndværkere, rådgivere og kunder.
Et opgør med vaner. Og en vilje til at arbejde anderledes.

Tilbage på gulvet fortsætter arbejdet.
Bræt for bræt finder sin plads. Ikke fordi det skal gå hurtigt, men fordi det skal gøres rigtigt.
Tempoet er ikke styret af en plan. Det er styret af materialet.
Og måske er det netop her, genbruget viser sin styrke.
Ikke kun som en måde at spare ressourcer på – men som en måde at give håndværket sin plads igen.
Hvor kvalitet ikke opstår af hastighed.
Men af opmærksomhed.
Til din arbejdsdag og opgaver. Vores passion for værktøj, beslag og alt det andet grej gør os til specialisten. Vi elsker at nørde og dele ud af vores viden. For vi arbejder hver dag for, at du altid kommer godt fra start.